Mottaker: | JACOB HEGEL |
Datering: | 5. juli 1892 |
Sted: | KRISTIANIA |
Tekstvarianter | Innstillinger for teksten | Nedlastinger | ||||||||||||
|
| xml, pdf, epub, kindle | ||||||||||||
Om verket | ||||||||||||||
Les mer om brevene |
Faksimile |
Kære herr Hegel!
I forrige uge havde jeg den glæde at erholde tilsendt exemplarer af «Kejser og Galilæer» i nyt oplag og takker Dem hjerteligst for det smukke udstyr af samme. Det er mig naturligvis altid en stor tilfredsstillelse at erfare at der tiltrænges nye udgaver af mine bøger og denne tilfredsstillelse har De i den senere tid gentagne gange forskaffet mig. Også herfor beder jeg Dem være forvisset om at jeg føler mig Dem varmt takskyldig. –
Der er for tiden en hel del uro og gæring i de politiske kredse heroppe. Partibladene overbyder hverandre gensidig i skældsord og beskyldninger. Der holdes taler, folketog og fanetog og andre demonstrationer foranstaltes. Idag skal et stort hyldningstog
fra højres parti afgå til slottet for at hilse på kongen. Højrepartiet er her i byen i aldeles afgjort flertal. Jeg antager derfor at toget idag vil, efter de herværende forholde, blive særdeles storartet, og det så meget mere som venstretoget til statsminister Steen i søndags langt overgik mine forventninger med hensyn til talrigheden af deltagere. For mig er det af interesse at iagttage alt dette på nært hold. Men personlig blander jeg mig ikke ind i stridighederne; sådant vilde være min natur imod. Og dette respekteres heroppe for mit vedkommende. Siden min tilbagekomst ifjor er jeg i den lykkelige stilling at vide med mig selv og daglig erfare at jeg har både højrepartiet og venstrepartiet for mig.
Faksimile |
Med uforstyrret sindsro kan jeg derfor arbejde på mit nye skuespil, og det gør jeg også daglig. Ud af byen kommer jeg derfor næppe isommer. Men luften her forekommer mig sund og styrkende. Jeg har i hvert fald ikke på
lange tider følt et sådant velbefindende som heroppe.
Faksimile |
Men jeg tør vel ikke længere lægge beslag på Deres tid, – især nu, da De er alene om alle de mange forretninger. Jeg vil derfor indskrænke mig til at bede Dem om godhedsfuldt at ville sende mig 1200 kroner når tid og lejlighed gives. Så særdeles haster det jo ikke.
Med de bedste hilsener til Dem selv og til Deres kære huslige kreds tegner jeg mig
Deres hengivne og forbundne
Henrik Ibsen.